Coronakrisen har efterhånden gået ind og påvirket næsten alle områder af vores liv, og vi kan allerede nu spå langvarige effekter for både økonomi og rejseliv, men hvad med moden? Både modebilledet og modebranchen i sig selv ser også ud til at få varige mén efter den nye og uvante krise, men hvad er det helt konkret, der sker? Det ser vi lidt nærmere på i dette indlæg.

Modens zeitgeist – tidens ånd 

Moden repræsenterer jo i sin form zeitgeist, tidens ånd, og derfor kan aktuelle verdenshændelser og strømninger i samfundet slet ikke undgå en kommentar i tekstilform. Mode er livsstil, derfor synes det naturligt at, når vores livsstil ændrer sig drastisk, gør moden det også. Derfor er det ikke så mærkeligt, at verdensomspændende kriser sætter sine modeaftryk, men de kan også gå ind og påvirke, hvordan tøjet bliver produceret og konsumeret. 

Er det slut med fast fashion? 

Et af de største spørgsmål, modebranchen stiller sig selv i disse dage er, om pandemien har accelereret samfundet mod slutningen af fast fashion. Den evige strøm af ugentlige kollektioner fra High-Street-mærkerne og modesæsoner kortere end en døgnflues livscyklus, der er bygget på yderst uetisk arbejdskraft fra den tredje verden, ser måske ud til at være en saga blot. 

Kapitalismens evige mantra om, at købe noget nyt på magisk vis løser alle problemer, har længe haft sin ypperste manifestation i modebranchen, men meget tyder på, at nu går den ikke længere. Da krisen ramte i starten af 2020, stod de store modehuse med skægget i postkassen og varehuse fyldt med varer, der hverken kunne sælges eller sendes. 

Milliardindustrien er derfor for alvor blevet tvunget til at gentænke sin form, da den med ét opdagede, hvor sårbar konstruktionen var overfor uforudsete hændelser. Der er meget, der tyder på, at det kan være på tide med modens bæredygtige omstillinger, og som verdens tredje mest forurenende industri, er det måske også på tide. I stedet for desperat at prøve at pumpe penge ind i modehusene med hurtige kollektioner, når verden en gang begynder at ligne sig selv igen, er det nu op til modebranchen at værne sig mod at stå i samme krise ved næste korsvej. Da kan en bæredygtig omstilling, blive en absolut nødvendighed. Og der findes ingen bedre tid, end lige nu. 

Pandemic chic – social isolation skaber sit eget, virtuelle udtryk 

Flere måneder med social isolation i lockdown har helt klart påvirket både måden, vi klæder os på, og hvordan det kommer til udtryk. Vi klæder os på for at gå ud, vi klæder os på til særlige anledninger – vi klæder os på for at blive set. Når vi ikke længere kan blive set, hvad sker der så? At blive set er jo noget, der har fået mange lag med den digitale udvikling og visuelle medier som Instagram, har derfor fået et reelt boost i den tid, vi har været lukket inde. I stedet for at reflektere virkeligheden er der blevet plads til fantasifulde universer, der ikke behøver at blive præget af praktisk virkelighedsmode, for ingen skulle jo gå udenfor alligevel. Pandemien har med andre ord fostret en bølge af kreativitet, som kun isolation, mangel på menneskelig kontakt og kedsomhed kan fremmane og skabt sit helt eget, virtuelle og visuelle udtryk. Et udtryk, der i mindre grad end for bare få måneder siden, er drevet af trends. 

Modehistorien gentager sig

Det er faktisk ikke første gang i modehistorien, at vi ser et gensidigt påvirkningsforhold mellem krise/sygdom og modebilledet. Nogle gange er sygdom i sig selv decideret moderigtigt, som den eftertragtede tuberkulose-teint, der på meget kontroversiel vis, blev højeste mode i sidste halvdel af 1800-tallet. Den alvorlige sygdom efterlod én både bleg, mystisk og melankolsk – det ypperste udtryk for tidens romantiske idealer. 

Vi skal dog ikke længere tilbage end til den spanske syge, der hærgede Europa i 1918 under første verdenskrig for at se, hvordan mode og pandemi på makabert vis går i hånd i hånd. Billederne af maskeklædte kvinder, i tiden højeste mode, har cirkuleret i stor stil under lockdown på Instagram og Pinterest under banneret ‘Pandemic fashion’. 

Under den spanske syge blev mundbind, ligesom i dag, påbudt. Der var strenge fængselsstraffe for at overtræde påbuddet, og dermed sneg mundbindet sig ind i den daglige garderobe. 

I tillæg opstod nogle af verdens største modehuse, den dag i dag, med pandemien som udgangspunkt. Krise fodrer kreativitet, som intet andet. Det kan historien give et utal eksempler på. Pandemiens hårde regime, blev også afløst af voldsom økonomisk vækst i 1920erne (som skulle ende i et noget famøst børskrak, der satte i gang en ny bølge af kreativ udfoldelse), som for alvor fik fart på salg af luksusvarer. Modehuse som Chanel, Fendi og Gucci – udfoldede alle sine kronblade i de brølende tyvere. Her blev den modeindustri, som vi kender og er i færd med at gøre oprør mod, i dag for alvor etableret. 

I 1940erne, under Anden Verdenskrig ser vi også, hvordan moden præges af siren suits, fashionable tasker til gasmasker og selvlysende tøj for at syne i mørklægningens sorte nætter. Tidens ånd kommer igen til udtryk gennem stof og stil. 

Mod en ny kreativ periode i modehistorien? 

Coronakrisen bliver tit omtalt som hidtil usete tider, men er det egentlig rigtigt? Der er jo meget der tyder på, at historien er ved at gentage sig. Selv om modens primære kommunikationskanaler ser noget anderledes ud i dag, kommer pandemien stadig til udtryk gennem måden vi klæder os på. Der henstår endnu at se, hvilke eftervirkninger krisen vil have på modebilledet og på modebranchen i sig selv, men hvis historien skal give os et hint, er der meget der tyder på, at vi endnu har store omvæltninger i vente.

Author

Write A Comment

Pin It